Chapter 3

  Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,  

--

  og Job tog til Orde og sagde:  

--

  Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"  

--

  Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!  

--

  Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!  

--

  Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!  

--

  Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!  

--

  De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";  

--

  dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,  

--

  fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!  

--

  Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?  

--

  Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?  

--

  Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred  

--

  blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,  

--

  blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.  

--

  Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!  

--

  Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,  

--

  alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;  

--

  små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.  

--

  Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,  

--

  dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,  

--

  som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav  

--

  en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?  

--

  Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.  

--

  Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.  

--

  Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!  

--