Chapter 9

  Så tog Job til Orde og svarede:  

--

  "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?  

--

  Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!  

--

  Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?  

--

  Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,  

--

  ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;  

--

  han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,  

--

  han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,  

--

  han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,  

--

  han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!  

--

  Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;  

--

  røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"  

--

  Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;  

--

  hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!  

--

  Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!  

--

  Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,  

--

  han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,  

--

  ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.  

--

  Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!  

--

  Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!  

--

  Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!  

--

  Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!  

--

  Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;  

--

  Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?  

--

  Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,  

--

  gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.  

--

  Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"  

--

  må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.  

--

  Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?  

--

  Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,  

--

  du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.  

--

  Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;  

--

  vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!  

--

  Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,  

--

  da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!  

--