| Chapter 17 |
1 |
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; --
|
2 |
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. --
|
3 |
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? --
|
4 |
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; --
|
5 |
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. --
|
6 |
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; --
|
7 |
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; --
|
8 |
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, --
|
9 |
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. --
|
10 |
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! --
|
11 |
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; --
|
12 |
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; --
|
13 |
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, --
|
14 |
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. --
|
15 |
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? --
|
16 |
Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? --
|
22 |
Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. --
|