Chapter 27

  Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:  

--

  "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:  

--

  Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,  

--

  skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!  

--

  Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.  

--

  Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.  

--

  Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!  

--

  Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?  

--

  Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?  

--

  Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?  

--

  Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;  

--

  se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?  

--

  Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:  

--

  Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;  

--

  de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.  

--

  Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler  

--

  han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;  

--

  han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;  

--

  han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;  

--

  Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;  

--

  løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.  

--

  Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;  

--

  man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!  

--