Chapter 36

  Og videre sagde Elihu:  

--

  Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.  

--

  Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;  

--

  thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.  

--

  Se, Gud forkaster det stive Sind,  

--

  den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,  

--

  fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.  

--

  Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,  

--

  så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,  

--

  åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.  

--

  Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.  

--

  Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.  

--

  Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;  

--

  i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.  

--

  Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.  

--

  Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.  

--

  Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.  

--

  Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!  

--

  Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?  

--

  Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;  

--

  var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.  

--

  Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?  

--

  Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"  

--

  Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!  

--

  Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.  

--

  Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.  

--

  Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,  

--

  og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.  

--

  Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?  

--

  Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;  

--

  Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;  

--

  han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;  

--

  hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.  

--