| Chapter 10 |
1 |
Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? --
|
2 |
Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; --
|
3 |
thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN. --
|
4 |
Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. --
|
5 |
Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. --
|
6 |
Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." --
|
7 |
Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; --
|
8 |
han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; --
|
9 |
han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; --
|
10 |
han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. --
|
11 |
Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig." --
|
12 |
Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! --
|
13 |
Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? --
|
14 |
Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. --
|
15 |
Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes! --
|
16 |
HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; --
|
17 |
du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til --
|
18 |
for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold. --
|