Chapter 94

  HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;  

--

  stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!  

--

  Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?  

--

  De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;  

--

  de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;  

--

  de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;  

--

  de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"  

--

  Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?  

--

  Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?  

--

  Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?  

--

  HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.  

--

  Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov  

--

  for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;  

--

  thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.  

--

  Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.  

--

  Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?  

--

  Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.  

--

  Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;  

--

  da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.  

--

  står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?  

--

  Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,  

--

  HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;  

--

  han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.  

--