| Chapter 6 |
1 |
Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig. --
|
2 |
Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. --
|
3 |
Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer. --
|
4 |
Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. --
|
5 |
Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. --
|
6 |
dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; --
|
7 |
din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør. --
|
8 |
Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. --
|
9 |
Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest. --
|
10 |
Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner? --
|
11 |
Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. --
|
12 |
Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. --
|
13 |
Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?" --
|