| Chapter 64 |
1 |
Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn, --
|
2 |
når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene --
|
3 |
og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. --
|
4 |
Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. --
|
5 |
Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden. --
|
6 |
Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold. --
|
7 |
Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle. --
|
8 |
Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk! --
|
9 |
Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus; --
|
10 |
vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede. --
|
11 |
Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt? --
|
20 |
Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn! --
|