| Chapter 7 |
1 |
Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. --
|
2 |
De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn. --
|
3 |
Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. --
|
4 |
Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. --
|
5 |
De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, --
|
6 |
thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. --
|
7 |
Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig. --
|
8 |
Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. --
|
9 |
Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. --
|
10 |
Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt. --
|
11 |
Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. --
|
12 |
Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab. --
|
13 |
Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! --
|
14 |
De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. --
|
15 |
Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. --
|
16 |
De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten. --
|