Chapter 7

  Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.  

--

  Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder  

--

  thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;  

--

  og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,  

--

  så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?"  

--

  Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.  

--

  Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud."  

--

  I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."  

--

  Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.  

--

  Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø".  

--

  Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),"  

--

  da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,  

--

  idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I."  

--

  Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår!  

--

  Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.  

--

  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"  

--

  Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.  

--

  Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren?  

--

  Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden."  

--

  Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.  

--

  Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,  

--

  Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;  

--

  alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."  

--

  Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus`s og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;  

--

  men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;  

--

  (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.  

--

  Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."  

--

  Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler."  

--

  Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter"  

--

  Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.  

--

  Og da han gik bort igen fra Tyrus`s Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis`s Egne til Galilæas Sø.  

--

  Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.  

--

  Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge  

--

  og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op!  

--

  Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret.  

--

  Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.  

--

  Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."  

--